Historien om Château de Haux
Château de Haux ligger i det smukke Premières Côtes de Bordeaux 25 km sydøst for selve Bordeaux by. Landskabet skifter mellem bakker og dale, skove med små vandløb og marker beplantet med vinstokke i snorlige rækker. Her produceres røde og hvide kvalitetsvine samt den helt særegne Clairet (rosé).
Ejendommens historie kan føres tilbage til middelalderen, hvor den som en af de befæstede gårde indgik i den ring af ydre fæstningsværker, der sikrede Bordeaux by. En del af den oprindelige mur omkring slottet er bevaret intakt.
Slottet og en del af driftsbygningerne stammer fra midten af 1800-tallet, hvor slottets ejer var oberst Alfred Lamey, adjudant hos Kejser Napoléon III. Obersten boede med sin familie på slottet, der dannede rammen om et virksomt liv med produktion af vine, som var kendt og værdsat over hele Frankrig.
I sidste århundrede skiftede ejendommen ejer flere gange, for i 1985 at blive købt af Aktieselskabet Franske Vingårde i København.
Formålet var gennem investering i topmoderne materiel og nye vinifikationsmetoder at skabe en førsteklasses vin - kendt og skattet som tidligere.
 Dette er i dag til fulde lykkedes, hvilket de mange officielle nationale og internationale diplomer og medaljer modtaget siden overtagelsen i 1985 bærer vidnesbyrd om.
|